Ordblindhed er en internationalt anerkendt diagnose. Ordblindetesten bygger på viden om de specifikke læse- og stavevanskeligheder, der karakteriserer ordblindhed. Ordblindetesten giver en sikker og ensartet identifikation af ordblindhed, så man i alle kommuner og på alle uddannelsesniveauer arbejder med samme opfattelse af ordblindhed.

Ordblindetesten kan være med til at sikre, at ordblinde personer får mere smidige overgange mellem uddannelser og uddannelsesniveauer.

Bruges kun ved mistanke

Ordblindetesten er et redskab til at identificere ordblindhed blandt elever, studerende og kursister, som viser tegn på ordblindhed. Personen skal derfor kun testes, hvis der er mistanke om ordblindhed.

Testen skal medvirke til at sikre, at ordblinde personer kan deltage ligeværdigt i skole, uddannelse og arbejdsliv på trods af deres læsevanskeligheder.

Både personer med dansk som modersmål og dansk som andetsprog kan testes med Ordblindetesten

Bruges kun af fagpersoner

Ordblindetesten kan kun anvendes af fagpersoner med viden om læsning og læsevanskeligheder, som samtidig har fået en grundig indføring i, hvordan testen anvendes.

Det er skolelederen på den enkelte skole/institution, som vurderer, hvilke personer, der skal testes med Ordblindetesten. Og det er skolelederens ansvar at udpege den eller de læsevejledere/testvejledere, der har kompetence til at varetage funktionen som testvejleder til test med Ordblindetesten.

Faktaboks

  • 3-7 procent af befolkningen er ordblinde.
  • Ordblinde har vanskeligheder med at lære at læse skrevne ord, fordi de har svært ved at forbinde bogstaver med deres lyde.
  • Fra august 2017 har forældre én gang i skoleforløbet fra den 1. marts på 4. klassetrin retskrav på, at der foretages en ordblindetest af deres barn.
  • Ordblindetesten er udviklet af Undervisningsministeriet i samarbejde med Socialstyrelsen, Center for Læseforskning, Københavns Universitet og Skoleforskningsprogrammet, IUP, Aarhus Universitet.
  • Ordblindetesten er finansieret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitets midler til udviklingsprojekter.
Sidst opdateret: 21. december 2017