Den socioøkonomiske reference for gymnasiekarakterer er et statistisk beregnet udtryk, som viser, hvordan elever på landsplan med samme baggrundsforhold som institutionens elever har klaret prøverne. ”Socioøkonomisk” refererer til elevernes sociale og økonomiske baggrund, mens ”reference” fortæller, at tallet kan bruges som et sammenligningsgrundlag for institutionens faktisk opnåede karakterer.

Tager højde for elevernes baggrundsforhold

Den socioøkonomiske reference bliver beregnet ud fra institutionens elevgrundlag. I beregningen indgår faktorer på individniveau som for eksempel elevernes faglige niveau (afgangskaraktererne fra 9. klasse), adgangsvej, køn, herkomst og forældrenes uddannelse og indkomst – altså faktorer, som institutionen ikke har direkte indflydelse på.

Ved at sammenligne den socioøkonomiske reference med institutionens faktiske karakterer, kan man få et billede af, om institutionens elever har klaret prøverne bedre, dårligere eller på niveau med elever på landsplan med samme baggrundsforhold.

Beregnet for eksamensresultater og prøvekarakterer

De socioøkonomiske referencer er beregnet for samtlige stx-, htx-, hhx- og hf-institutioner, hvor mindst fem elever har afsluttet eksamen med et eksamensbevis. Beregningen er foretaget dels for det samlede eksamensresultat (inklusiv bonus A) og dels for prøvekaraktererne i en række fag for hver uddannelse. Dvs. det er prøvekaraktererne på eksamensbeviset der er taget udgangspunkt i, og fagene kan derfor være taget et eller to år tidligere end selve bevisåret.

Beregningerne er nu opdateret for dimittender fra 2018. Desuden er der foretaget en samlet beregning for den 3-årige periode 2016-2018.

Resultater for bevisår 2018

Sidste år var første gang, hvor beregningerne blev foretaget på afdelingsniveau, hvilket også er tilfældet for i år. Tidligere blev beregningerne foretaget på hovedinstitutionsniveau. For bevisår 2018 er der beregnet karaktergennemsnit og socioøkonomiske referencer for 141 stx-afdelinger, 50 htx-afdelinger, 61 hhx-afdelinger og 124 hf-afdelinger.

  • På 7 procent af stx-afdelinger ligger gennemsnittet af elevernes eksamensresultat (inkl. bonus A) over den socioøkonomiske reference, mens det på 12 procent af afdelingerne ligger under.
  • På 6 procent af hhx-afdelingerne ligger gennemsnittet af elevernes eksamensresultat (inklusiv bonus A) over den socioøkonomiske reference, mens det på 12 procent af afdelingerne ligger under.
  • På 2 procent af htx-afdelingerne ligger gennemsnittet af elevernes eksamensresultat (inklusiv bonus A) over den socioøkonomiske reference, mens det på 6 procent af afdelingerne ligger under.
  • På 2 procent af hf-afdelingerne ligger gennemsnittet af elevernes eksamensresultat over den socioøkonomiske reference, mens det på 1 procent af afdelingerne ligger under.

Nye fag i 2018

På baggrund af efterspørgsel fra institutionerne, har STIL i år beregnet en socioøkonomisk reference for langt flere fag end tidligere. Du kan se den socioøkonomiske reference for din skole og det fag du er interesseret i på uddannelsesstatistik.dk.

Sidst opdateret: 20. december 2018