Forberedende voksenundervisning omfatter fagene FVU-læsning og FVU-matematik samt det mundtlige fag FVU-start. Desuden udbydes fra 1. januar 2019 fagene FVU- digital og FVU- engelsk for personer i beskæftigelse. 

Undervisningens niveauer

FVU-læsning er delt i fire trin, hvor det øverste trin færdighedsmæssigt svarer til G-niveau (folkeskolens 9. klasse).

FVU-matematik er delt i to trin, hvor det øverste trin færdighedsmæssigt svarer til G-niveau (folkeskolens 9. klasse).

FVU-start er et mundtligt tilbud til tosprogede ansøgere, der kan noget dansk, og som behøver en forbedring af de mundtlige færdigheder, inden eventuelt optagelse på de øvrige FVU-fag eller i arbejdsmarkedsuddannelser. 

FVU-digital er delt i tre trin. Faget har til formål at styrke deltagernes muligheder for at udvikle og opnå sikker brug af digitale færdigheder med henblik på at kunne betjene sig af digitale løsninger som nyttige værktøjer i jobfunktionen samt at give deltagerne mod på at tilegne sig nye digitale færdigheder.

FVU-engelsk er delt i fire trin. Faget har til formål at styrke deltagernes kommunikative færdigheder og give mod på læring. Undervisningen tager udgangspunkt i deltagernes jobrelaterede behov og skal opbygge, supplere og forbedre deltagernes funktionelle færdigheder i forhold til at forstå talt og skrevet engelsk og kunne udtrykke sig mundtlig og skriftligt.

Sidst opdateret: 7. januar 2019