Rådgivningsgruppen har fra oktober 2017 til juni 2018 afholdt 11 møder, som har dannet rammen for tematiske drøftelser. 

Rådgivningsgruppen har drøftet følgende temaer:

  • Ministeriets vejledningsmaterialer
  • Folkeskolens formålsparagraf
  • Viden, læring og kompetencer
  • Mål og undervisningstilrettelæggelse
  • Den gode undervisning og en samarbejdende sektor – dialog og samarbejde om kvalitet i undervisningen
  • Vejledning i fagene

Rådgivningsgruppen har lagt stor vægt på, at der som led i gruppens arbejde skete en bred inddragelse og høring over foreløbige konklusioner og anbefalinger mv. Rådgivningsgruppen har ved forskellige aktiviteter indbudt sektoren til at indgå i en åben og gennemsigtig proces. Som led i den inddragende proces har videnspersoner og praktikere deltaget i Rådgivningsgruppens temadrøftelser som oplægsholdere.

Rådgivningsgruppen afholdt endvidere i marts og april 2018 13 dialogmøder rundt omkring i landet med deltagelse af 600 lærere, pædagoger, skoleledere samt chefer og medarbejdere fra de kommunale forvaltninger. Formålet med møderne var at igangsætte en lokal dialog om ændringerne, om rammerne for Fælles Mål samt at få input til Rådgivningsgruppens anbefalinger om ministeriets inspirations- og vejledningsmateriale om Fælles Mål.

Sektoren har desuden været bredt involveret i drøftelser af rådgivningsgruppens foreløbige pejlemærker og deres betydning for tilrettelæggelse af undervisningen i forhold til Fælles Mål på et døgnseminar i april 2018. På seminaret deltog i alt 108 repræsentanter fra universiteterne, professionshøjskolerne, de faglige foreninger m.v. . Endvidere har Rådgivningsgruppen fået input og feedback på deres pejlemærker og anbefalinger på et fælles møde for skrivegrupper for vejledningsmaterialer i fagene i juni 2018. 

Sidst opdateret: 13. juli 2018