Vi kan nok hurtigt blive enige om, at individets frihed er uangribelig. At et frit samfund kræver, at flertallet af borgerne respekterer love, institutioner og rettigheder. Men frihed kommer ikke af sig selv. Hvordan uddanner vi kommende generationer til frihed? 

Vi har, hvis vi trækker det hårdt op, på den ene side ungdomskulturer, der er forankret i og styret af religiøse regler og dogmer, og på den anden side en vis mængde ligegyldighed over for grundlaget for demokrati og vestlige frihedsrettigheder og de rettigheder og pligter, der følger af at være borger i Danmark. Det er en meget uhensigtsmæssig kombination, der kalder på at blive analyseret, forstået og handlet på. Demokratiet lever nemlig kun videre, hvis borgerne vil det.

For noget tid siden besøgte jeg et gymnasium med en høj andel af elever med ikke-vestlig baggrund. De har som flere andre gymnasier kæmpet med sociale og faglige problemer og faldende søgning. Jeg spurgte en elev, hvorfor han havde valgt netop dette gymnasium? Han svarede: ”Det er meget nemmere på den måde. Her er vi muslimer, og vi lever efter de samme regler. Så kan de kristne gå på et andet gymnasium med deres regler.” Uforvarende satte han ord på de kultursammenstød og integrationsproblemer, der findes mange steder i samfundet, og som optager politikere, journalister og samfundsforskere. 

I den anden ende af spektret møder jeg ressourcestærke unge, der går efter eftertragtede studiepladser. Det er de målrettede, unge mennesker med studenterhue på hovedet og fremtiden foran sig. Nogle af disse unge er dygtige til deres fag, men kunne ikke drømme om at læse en skønlitterær bog fra ende til anden. Andre kan FN´s verdensmål til fingerspidserne og har rejst hele verden rundt flere gange, men aner ikke, hvad der står i Grundloven eller hvorfor. De kender ikke de frihedsrettigheder og demokratiske grundpræmisser, der er grundlaget for den personlige frihed, de vokser op med. Og de kan nemt få den fejlagtige opfattelse, at deres egne, personlige valg er det eneste, der har indflydelse på deres liv og muligheder. 

Demokratiets grundsøjler hviler i mine øjne i disse år på et for spinkelt grundlag. Det er os – de voksne – der har ansvaret for det. Vi har i for mange år fejlagtigt troet, at enhver, der sætter sine fødder i et vestligt land, vil overtage disse værdier. Vi troede, at vores børn helt af sig selv ville forestå præmisserne for det frie samfund. Vi forestillede os måske, at demokratiets forudsætninger var så selvforklarende, at vi kun behøvede at berøre dem overfladisk i skolen og på Grundlovsdag. Måske grinede vi endda indforstået over amerikanernes ritualer og fejring af deres forfatning. Hvor floromvundent og patetisk kan det blive, spurgte vi os selv.

Vi tog fejl. Demokratiet lever ikke kun i love og institutioner, men også i civilsamfundet. Hvis vi ikke plejer den demokratiske kultur, kan den forvitre, og de rettigheder, vi tog for givet, kan blegne og forsvinde. Så hvad er det, vi bør lære børn og unge? Hvordan viser vi dem den arv, de skal bære videre, og som de må forsvare, hvis de ønsker at leve i frihed og at deres børn skal nyde gavn af samme? 

Ytringsfrihed er en af de helt centrale frihedsrettigheder i Grundloven. Ytringsfrihed er vævet ind i europæisk historie og de vestlige demokratiers evne til at skabe et balanceret magtforhold mellem stat og borgere: Man skal kunne tale magten imod. Muhammedkrisen tydeliggjorde en forskel i opfattelsen af ytringsfriheden blandt især danske muslimer og etniske danskere. Vreden over tegningerne gjaldt desværre ikke kun et mindretal af rejsende imamer. Ti år senere mente 93 procent af danske muslimer fortsat, at det var forkert at bringe tegningerne. Dette sammenstød genopføres fra tid til anden i mindre skala i danske klasselokaler, når talen falder på islam. Islam accepterer ikke direkte religionskritik. I flere lande og i nogle kredse er religionskritik forbundet med vold og trusler om vold. Omvendt er den prøvestenen på ytringsfrihed, og den har været afgørende for både samfundsudvikling og videnskabens centrale placering. Den første og vigtigste værdi, vi må lære vores børn er altså, at ingen religion, ingen magt, ingen ideologi kan undslå sig kritik i et demokrati. Ingen kan gemme sig bag ”trigger warnings” eller religiøse særhensyn. 

Trosfrihed er lige så centralt placeret i Grundloven. Loven beskytter den enkelte, og alle borgere nyder uanset trosbekendelse både borgerlige og politiske rettigheder, så længe det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Staten skal lade den enkelte tro på det, vedkommende vil. Og staten skal jf. konventionerne sikre den enkelte retten til ikke at tro. Her støder vi ind i den næste uoverensstemmelse. Islam skelner (som visse dele af kristendommen) klart mellem de troende og dem, der ikke tror. Bemærkelsesværdig er dog islams manglende evne til at slippe dem, der ikke længere tror. Der gives formentlig mange forskellige tolkninger af teksten, og dem vil jeg slet ikke begive mig ind i. Blot vil jeg konstatere, at mange frafaldne muslimer lever en udsat og utryg tilværelse. Også i gennemdemokratiske lande som England, Norge og Danmark. Forfattere som Waleed al-Husseini og Ayaan Hirsi Ali beskriver voldsomme og hjerteskærende konsekvenser. Herhjemme trådte Ercan Alici for et par år siden frem med sin historie om udstødelse og skam, der fulgte erkendelsen af, at han er ateist. Når retten til ikke at tro udfordres, lider den demokratiske kultur stor skade. Alle børn og unge, skal derfor lære at acceptere, at alle har ret til både at tro og ikke tro. Den, der antaster, chikanerer eller truer en frafalden, er et demokratisk problem – ikke den frafaldne. 

Individets værd står centralt i vestlig lovgivning og tænkning. Den enkelte skal ikke optjene sin værdi og sine rettigheder gennem gerninger, familiære tilhørsforhold eller tro. Alle mennesker har værdi i sig selv; alle er lige for loven og lever i sin egen ret. Denne tænkning beskytter blandt andet minoriteter. Således kan fx homoseksuelle leve det liv, de ønsker, uden at andre blander sig i det. Ingen har ret til at true eller intimidere, når voksne mennesker vælger en livsbane, der er anderledes, men ligger inden for loven. Moral og adfærd kan altid være til debat, men grundlæggende har enhver ret til at vælge sin egen livsbane, og enhver borger bærer ansvaret for sin egen ageren. Når jødiske børn skal beskyttes bag pigtråd og bevæbnede vagter, og når homoseksuelle chikaneres og overfaldes, er det et angreb på den demokratiske kultur. Et demokrati er ikke kun flertallets ret, men også mindretallets beskyttelse. Det skal børn og unge kunne forstå, erkende og acceptere, hvis den demokratiske kultur skal videreføres. 

Videnskab er livsnerven i et oplyst og demokratisk samfund. Videnskabelige metoder viser os, at alt kan undersøges, og at vi hele tiden bliver klogere på naturen omkring os. Ved at gå systematisk til værks kan vi afdække ting, der endnu er skjulte for os. Videnskaben viser os den til enhver tid bedst tilgængelige viden, hvilket ikke kan og bør tilbagevises af gætværk eller tro. Du skal ikke blot tro, men vide. Videnskaben kan ofte agere modvægt til ekstremisme i et samfund, og videnskabelige landvindinger bør altid respekteres af uddannelserne. Videnskaben fungerer udmærket i samme arena som kulturen og religionen, men i skoler og på uddannelsessteder må videnskaben altid veje tungere end ideologi og tro. Derfor bliver det også et problem, hvis fx religiøse skoler gemmer bøger væk eller hiver sider ud med fakta, de ikke bryder sig om. Eller hvis eleverne undervises i, at religionens fortællinger om verden tilbageviser videnskaben. Den går ikke i et demokratisk samfund. 

Ligestilling mellem kønnene er et historisk tigerspring i vesten, ikke mindst i Skandinavien. Kvinder har lige adgang til gode job og politiske embeder. Piger og kvinder har ejerskab over deres eget liv og deres egen krop. Kvinder og piger kan vælge ægtefælle og blive skilt - eller leve alene - uden at være afhængige af en mand. I Danmark kan kvinder gå på stranden og i byen i meget lidt tøj med en berettiget forventning om ikke at blive chikaneret eller voldtaget. Der finder overgreb sted, og disse skal bekæmpes målrettet, men set i sammenligning med andre lande, er vi et smørhul for kvinders rettigheder og frihed. Disse rettigheder er ikke kommet af sig selv, og de består ikke, hvis ikke de forsvares. Tager vi imod for mange borgere, der ikke anerkender kvinders lige stilling, og som ikke er til sinds at ændre deres indstilling, vil friheden forvitre, og vi kan risikere at bevæge os baglæns. Respekten og ligeværdigheden mellem kønnene er fundamental i et demokratisk og oplyst samfund. 

Opdragelse til frihed er ikke noget, man lige gør. I virkeligheden er det slet ikke muligt for et demokratisk samfund at indoktrinere sine borgere, for så bliver demokratiet sin egen modsætning. Men opdragelse er ikke det samme som indoktrinering. Det er den fine balance, vi må finde, og det er slet ikke nemt. Derfor har jeg nedsat et råd for demokratisk dannelse med sognepræst Kathrine Lilleør i spidsen, der de kommende år skal rådgive om, hvordan vi nærer den demokratiske dannelse på ungdomsuddannelserne.

Undervisning og uddannelse kan ikke garantere, at børn og unge bliver demokratisk sindede medborgere. Undervisning og uddannelse er ikke en magisk maskine eller pille, der med et trylleslag kan omvende enhver til at tilslutte sig frihedsrettigheder og demokratiske værdier. Derfor sætter udlændingepolitikken fortsat den mest afgørende ramme for, hvordan den demokratiske kultur vil udvikle sig i de kommende år. Men uddannelsesinstitutioner kan sikre, at deres eget grundlag hviler på de værdier, de har ansvaret for at videreformidle. De kan også gøre kommende generationer klart, hvad der er på spil, hvad der er det historiske fundament, som friheden og demokratiet hviler på, og hvad de har at vinde og miste. 

I de kommende år påhviler der os det store ansvar at indlejre demokratiske værdier i skolen og ungdomsuddannelser på en måde, der betyder, at intet barn forlader skolen uden at kende demokratiets byggesten. Det er en svær opgave, og den skal det omtalte råd blandt andet bidrage til. Rådet, som i de kommende år skal rådgive ministeren og uddannelsesinstitutionerne, består af eksperter, undervisningsfolk og debattører, der på den ene side er dygtige og vidende mennesker på hvert deres felt, og som på den anden side formentlig er internt flammende uenige. Vi skal have nuancerne og udfordringerne debatteret og kvalificeret på en opbyggelig måde i årene foran os, og det skal rådet bidrage til.

Vi er Grundtvigs land og har arvet frihed og forpligtelse. Vi er frie, og vi er forpligtet på hinanden. Værdien, vi har fået i arv, netop fordi vi er mennesker, sætter os fri til at være noget for andre, og den forhindrer os i at begrænse andres frihed. Derfor skal børn, der opdrages i familier, hvor demokratiske værdier og frihedsrettigheder ikke er accepteret, kunne finde et modsvar i uddannelsessystemet. Og unge, der har en overdreven tro på, at de selv kan sætte scenen for hele deres liv, skal bringes til at forstå deres rolle og ansvar i et frit, demokratisk samfund.

Det kræver aktive uddannelsesinstitutioner, der er funderet på og håndhæver frihedsrettighederne. Det kræver uddannelsesinstitutioner, som bringer alle elever til at forstå, at intet menneske er en ø, og som aktivt adresserer kultursammenstød. Man skal ikke kunne forlade en ungdomsuddannelsesinstitution uden at forstå de værdier, beslutninger og grundpræmisser, der udgør bolværket for friheden. Unge skal i løbet af deres skolegang og ungdomsuddannelse bringes til at forstå deres egen rolle og deres eget ansvar i et demokratisk samfund, og det skal institutionerne bidrage til.