UNGDOMSUDDANNELSER
Det er en stor beslutning, når eleverne i 9. og 10. klasse skal vælge ungdomsuddannelse. Er det en gymnasial vej, er det erhvervsuddannelserne, der trækker?

Det er et vigtigt valg, for en uddannelse giver frihed til at kunne forfølge mål og drømme i livet. Nogle unge bliver måske ekstra usikre i deres valg, fordi de er bange for at vælge forkert. Det kan få dem til at slå autopiloten til og se gymnasiet som eneste mulighed. Og det er langt fra den fulde sandhed, for erhvervsuddannelserne åbner ikke bare døren til en spændende karriere som faglært og måske selvstændig. Der er også mulighed for at læse videre.

Men hvis vi skal være ærlige, så er de unges valg nok også blevet sværere, fordi vi ikke har været gode nok til at sørge for, at de unge for alvor ved, hvad de vælger imellem. De har ikke erfaringer og viden nok med i skoletasken til at træffe et oplyst valg.

Det laver vi om på nu med den nye aftale for erhvervsuddannelserne, som et bredt flertal af Folketingets partier netop har indgået. Med en række initiativer baner vi vejen fra folkeskolen til faglært. Metoderedegørelse, kildekritik og engelske verber bliver i højere grad sidestillet med kundekontakt, velfærdsteknologi, servicearbejde og murerteknik i folkeskolen. Det sker blandt andet ved, at erhvervsskolelærere bliver inviteret til at undervise i folkeskolen, og alle folkeskoleelever skal op i en obligatorisk prøve i et praktisk/musisk fag, og prøvekarakteren skal tælle med i elevens samlede gennemsnit til folkeskolens afgangseksamen. Og så skal der laves en tydelig rød tråd i vejledningen, så alle aktiviteter, der handler om valget af uddannelse, bliver kædet sammen for eleverne og bliver en integreret del af undervisningen.

Næsten halvdelen af eleverne i 9. klasse fortsætter i 10. klasse, men efter 10. klasse vælger kun hver fjerde at begynde på en erhvervsuddannelse. Med aftalen er vi enige om at hjælpe de kommuner, der ønsker at placere deres 10. klassetilbud på en erhvervsskole for i højere grad at kunne introducere eleverne for de muligheder, der venter her.

Og når de nye elever begynder på en erhvervsskole, skal trygge rammer med nærhed, attraktive ungemiljøer og høj faglig kvalitet sikre, at de slet ikke kan lade være med at gøre deres uddannelse færdig. Endnu flere skal være stolte over at vælge den faglærte vej, og vi skal være med til at bygge stærke traditioner og stolte symboler, som bakker op om danske håndværkstraditioner.

I dag er der ikke bare store udfordringer med søgningen til erhvervsuddannelserne, men også frafaldet undervejs. Med initiativerne i den nye aftale vil flere nye elever få længere tid til at finde ud af præcis, hvilken retning der er den rette for dem, inden de skal ud og møde mesters forventninger til deres håndværk. Det skal give eleverne stærkere motivation og mere faglig selvtillid og gøre vejen fra første skoledag til eksamen mere enkel og overskuelig.

Til sammen skal den nye aftale om en reform af erhvervsuddannelserne og vejen dertil være med til at puste liv i den faglige stolthed - det gælder både for elever og lærere. Og alle folkeskoleelever skal ikke bare snuse til den, men mærke den på egne hænder - også dem, der ender med at vælge en gymnasial uddannelse.