Knap 12.100 elever startede direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen i løbet af juli og august 2018. Sidste års tal lød på 11.700. Det viser nye tal fra Styrelsen for It og Læring. Tallene stemmer dermed overens med den lille stigning i søgningen til erhvervsuddannelser blandt 9. og 10. klasseelever i foråret 2018 fra 18,6 procent til 19,5 procent.

Men der er stadig et stykke vej – særligt for dem, der ikke kommer direkte fra folkeskolen.

- Merete Riisager

Dog peger de nye tal på, at det samlede antal nye elever på erhvervsuddannelserne i juli og august er lavere sammenlignet med sidste år. Den gruppe af elever, der ikke kommer direkte fra grundskolen og dermed begynder direkte på grundforløbets anden del, er blevet 11 procent mindre. Faldet skyldes primært at der er færre, der begynder på de uddannelser, hvor der i 2018 er indført adgangsbegrænsning for optaget for at tage hensyn til behovet for arbejdskraft – såkaldt dimensionering. Det betyder, at elever skal have en kvoteplads eller en praktikplads for at blive optaget på den pågældende erhvervsuddannelse. Dimensioneringen er afledt af Trepart II og er besluttet for at tilpasse de uddannelser, hvor der er dårlige muligheder for at få en praktikplads og efterfølgende at få et job. På disse uddannelser er tilgangen faldet 38 procent, mens tilgangen kun er faldet 1 procent på uddannelser uden dimensionering (adgangsbegrænsning). 

”Det er godt at se, at elevernes søgning i 9. og 10. klasse mod erhvervsuddannelserne også afspejler sig i, hvor mange der rent faktisk begynder på en af de faglærte uddannelser. Men der er stadig et stykke vej – særligt for dem, der ikke kommer direkte fra folkeskolen. Det er en af de udfordringer, som vi er opmærksomme på i regeringen. Derfor har vi blandt andet foreslået i det nye udspil på erhvervsuddannelsesområdet, at flere nye elever – ikke kun de helt unge - skal have bedre tid til fordybelse og afklaring, hvis der er brug for det, når de begynder på en erhvervsuddannelse, og at det skal være muligt at blive opkvalificeret til at kunne leve op til adgangskravene på erhvervsskolerne,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

De elever, der kommer direkte fra grundskole, begynder deres erhvervsuddannelse med et 20-ugers forløb (grundforløb 1) indenfor et af de fire hovedområder: Fødevarer, jordbrug og oplevelser, Kontor, handel og forretningsservice, Omsorg, sundhed og pædagogik eller Teknologi, byggeri og transport. De nye tal viser, at på tre af de fire hovedområder er der en fremgang i 2018 på mellem 2 og 10 procent sammenlignet med 2017, mens der på Fødevarer, jordbrug og oplevelser er et fald på 10 procent sammenlignet med året før.