Det bliver nu muligt for forældre at anmode Styrelsen for It og Læring om at anonymisere trivselsdata fra målinger, der blev gennemført i perioden 2015-2017. Det har undervisningsminister Merete Riisager besluttet. 

Ifølge loven har Styrelsen for IT og Læring indtil nu ikke haft mulighed for at imødekomme forældre, der ønsker at få deres børns trivselsbesvarelser fra tidligere gennemførte målinger slettet. Men fordi dele af vejledningsmaterialet beklagevis kan have givet forældrene det fejlagtige indtryk af, at besvarelserne var anonyme, har undervisningsministeren nu besluttet at give mulighed for, at forældre kan bede om at få børnenes data anonymiseret.

”Det er vigtigt for mig, at vi som myndigheder værner om borgernes data. Det er mit ansvar som minister, at der er tryghed og tillid, når vi indsamler oplysninger om elever. Derfor giver vi nu mulighed for, at forældre kan anmode om anonymitet for deres børn i trivselsmålingerne,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Ifølge folkeskoleloven er det ikke muligt at slette de indsamlede data. Det skyldes blandt andet, at målingerne er gennemført lovligt, uanset at dele af vejledningsmaterialet har været upræcist. Undervisningsministeriet vurderer dog, at det ud fra dataetiske principper er muligt at give forældrene en tidsafgrænset mulighed for at anmode om at få data fra målingerne anonymiseret.

Det er vigtigt for mig, at vi som myndigheder værner om borgernes data.

- Merete Riisager.

Derfor har undervisningsministeren den 27. marts 2018 udstedt en cirkulæreskrivelse, der bemyndiger en særlig adgang for Styrelsen for IT og Læring til at anonymisere oplysninger i styrelsen om elevers besvarelser ved trivselsmålinger i folkeskolen 2015-2017. Ministeren har samtidig bestemt, at styrelsen i videst mulige omfang skal imødekomme de anmodninger, som den modtager rettidigt.

I løbet af april vil styrelsen informere nærmere om muligheden på sin hjemmeside. Forventningen er, at det vil være muligt at indsende en anmodning om anonymisering inden udgangen af april. Anmodningsfristen er fredag den 3. august 2018. Herefter vil styrelsen behandle de indkomne anmodninger.

Har du spørgsmål?

Har du som forælder, værge eller elev spørgsmål til Styrelsen for It og Læring om anonymisering af elevbesvarelser eller til selve anmodningsformularen, kan du kontakte supporten via servicedesk eller supporttelefonen 3587 8300 (mandag-torsdag 8-16, fredag 8-14).