Som led i TREPART II om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser, forbedres Praktikpladsen.dk. Det sker for at sikre en bedre understøttelse af virksomheder og elevers mulighed for at indgå uddannelsesaftaler som en del af elevernes uddannelse.

Praktikpladsen.dk får et nyt og tidssvarende design, der betyder, at det vil være lettere for virksomheder og elever at få et overblik over mulighederne i Praktikpladsen.dk. Det vil blandt andet blive lettere for virksomheder at få overblik over deres stillingsopslag og godkendelser til at have elever, ligesom både elever og virksomheder vil blive præsenteret for relevante match via deres personlige profiler. En anden væsentlig forbedring er, at Praktikpladsen.dk bliver tilgængelig på smartphones og tablets, der særligt benyttes af elever, når de søger efter praktikpladser.

På Praktikpladsen.dk under overskriften ”Gode råd og regler om ansættelse af elever” findes der nye materialer, der skal gøre det mere overskueligt for virksomheder at tage elever. Materialerne består af publikationer om, hvordan en virksomhed ansætter en elev, korte film med virksomheder fra fem forskellige brancher samt et nyt digitalt værktøj ”Fire trin til en elev”.

I forbindelse med udviklingen har STIL løbende fået feedback fra brugere af systemet, der udtrykker generel tilfredshed med det nye design, både på pc og mobile enheder.

Praktikpladsen.dk vil fortsat forbedres med ny funktionalitet, der skal hjælpe elever og virksomheder med at finde de bedste match i fremtiden.