’Democratic culture – from words to action’ er overskriften på den internationale konference, som afholdes mandag den 23. april i København. Konferencen er arrangeret som led i det danske formandskab for Europarådet. 120 repræsenter fra 47 lande deltager for at diskutere, hvordan man giver lærere og elever de bedste demokratiske redskaber til at skabe gode demokratiske medborgere ved at lytte, forstå og agere demokratisk. Undervisningsminister Merete Riisager vil åbne konferencen.

Konferencens hovedformål er at give rådgivere og skoler i hele Europa et sæt konkrete værktøjer, som kan hjælpe lærere og andet pædagogisk personale til både at sætte gang i debatten i klasseværelser i hele Europa og sikre både lydhørhed og respekt over for andre mennesker.

Konferencen sætter fokus på, hvordan skole- og uddannelsessektoren kan forholde sig til kontroversielle emner og kritisk tænkning, og hvordan de emner kan håndteres over for eleverne på en konstruktiv måde.

Det kan være emner som homoseksualitet, kønsroller, og religion, som kan være svære at tage hul på. En vellykket håndtering af emner som disse kan føre til, at eleverne bliver vant til at debattere ud fra et personligt udgangspunkt og samtidig bevare respekten for andres holdninger. 

Konferencen finder sted mandag den 23. april og tirsdag den 24. april 2018 i DGI Byen i København.

Find hele programmet her (pdf). 

Merete Riisager åbner international konference