De seneste tre år er tusindvis af elever, unge, studerende, undervisere og medarbejdere rejst ud på studie-, praktik- og uddannelsesophold i Europa med hjælp fra EU´s uddannelsesprogram Erasmus+. Og danske institutioner og organisationer har fået tilskud til europæiske samarbejdsprojekter med institutioner og virksomheder i andre lande for at styrke og udvikle uddannelserne. Mere end 56.000 danskere har siden 2014 deltaget i Erasmus+-programmet.

Erasmus+ har de seneste 30 år hjulpet danske elever, studerende, undervisere og frivillige med at rejse ud og dygtiggøre sig i Europa. Programmets nuværende periode løber i perioden 2014-20, og regeringen har nu lavet en midtvejsevaluering af programmets effekt i Danmark. Her er studerende, elever og institutioner blandt andet blevet spurgt om, hvorvidt de har ændret holdning til en række emner. 

Læs hele evalueringen her (pdf)

Evalueringen viser, at deltagerne har fået en mere positiv holdning til kulturelle forskelle og følelsen af at være europæer. Blandt de mange tusinde deltagere nævner eksempelvis ni ud af ti af eleverne på erhvervsuddannelserne, at de sætter mere pris på kulturelle forskelle. Tre ud af fire siger også, at studieopholdet har øget deres kompetencer fagligt, sprogligt og socialt.

Vi har brug for unge, der har et internationalt udsyn og tror på Europa.

-Søren Pind

"I en tid, hvor det europæiske fællesskab er under pres, og forskellige kræfter forsøger at splitte os, er det opløftende, at Erasmus+ bidrager til at samle. Vi har brug for unge, der har et internationalt udsyn og tror på Europa. Her bidrager Erasmus+ positivt", siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Undervisningsminister Merete Riisager siger: 

Det er jo en positiv nyhed, at så mange unge har god nytte og glæde af at tage på studie- eller praktikophold i udlandet.

-Merete Riisager

"Det er jo en positiv nyhed, at så mange unge har god nytte og glæde af at tage på studie- eller praktikophold i udlandet. Ikke mindst vores erhvervsuddannelser har stor gavn af det kvalitetsløft, som et ophold med Erasmus+ giver de studerende og uddannelserne. Erasmus+ er et konkret eksempel på værdien af det europæiske samarbejde."

96 procent af de studerende på de videregående uddannelser nævner, at deres sprogegenskaber er blevet bedre. Og 84 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne føler, at deres deltagelse i Erasmus+ har givet dem selvtillid og tro på egne evner.

Evalueringen viser også en lille, positiv effekt på de studerendes muligheder for beskæftigelse efter studiet, hvis de har været på udvekslingsophold. Undersøgelsen af udlandsopholds beskæftigelseseffekter for danske studerende er den hidtil største undersøgelse på området. 

Flere end 130.000 danskere er gennem de seneste 30 år rejst ud i Europa og har dygtiggjort sig gennem Erasmus+-programmet. En undersøgelse fra Europa-Kommissionen har vist, at eksempelvis studerende på videregående uddannelser, der har været en del af Erasmus+, i højere grad besidder vigtige egenskaber som åbenhed og evnen til at løse problemer. 

Læs mere om Erasmus+ (ufm.dk)

EU-Kommissionens kampagneside i forbindelse med 30-året for Erasmus+

Midtvejsevalueringen er baseret på en registerundersøgelse, en spørgeskemaundersøgelse og interviews med institutioner, elever og studerende samt på studerendes og elevers tilbagemeldinger efter endt Erasmus+-ophold. Midtvejsevalueringen er bestilt af EU-kommissionen og skal give input til en ny programperiode for Erasmus+. Evalueringens resultater vil derudover indgå i den danske regerings udspil til de kommende forhandlinger om en fortsættelse af Erasmus+ efter 2020. 

Om Erasmus+

  • Erasmus+ er EU’s uddannelsesprogram. Programmet trådte i kraft 1. januar 2014 og løber frem til 31. december 2020.
  • Der er afsat mere end 25 millioner euro til danske ansøgere, der søger om tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter alene i 2017. 
  • Programmet giver tilskud til europæiske mobilitets- og samarbejdsprojekter i børnehaver, grundskoler og ungdomsuddannelser, erhvervsrettede grund- og efteruddannelser såvel som i de videregående uddannelser. Derudover giver Erasmus+ tilskud til projekter inden for almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt ungdomsområdet og idræt.
  • I 2017 fejrer Erasmus+ 30 års fødselsdag. Flere end 130 000 danskere har haft gavn af programmet siden 1987.