Alle unge har en fremtid, og det skal være tydeligt for de unge, hvilke muligheder de har, og hvilke døre de kan åbne for at komme videre både i uddannelse og på arbejdsmarkedet. 

Alt for mange unge er hverken i gang med en uddannelse eller i job. Det skal initiativerne i "Aftale om bedre veje til uddannelse og job" råde bod på.

Med aftalen formuleres en ny uddannelsespolitisk målsætning. Der er tale om en ambitiøs målsætning, som afspejler en politisk ambition for alle unge; at alle 25-årige i højere grad skal være rustet til at være herre i eget liv og indgå på arbejdsmarkedet og i samfundslivet, enten ved at have en uddannelse, være i uddannelse eller have fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den nye uddannelsespolitiske målsætning lyder:

Alle 25-årige skal have gennemført en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse. Det betyder, at: 

  • i 2030 skal mindst 90 procent af de 25-årige have gennemført en ungdomsuddannelse.
  • i 2030 skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, være halveret. 
  • alle unge under 25 år, der hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse har ret til at få en uddannelsesplan og skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbydes vejledning om mulighederne for at øge deres formelle kompetencer på kort og på længere sigt. 

I den opsøgende og opfølgende indsats vejledes blandt andet til mulighederne for deltagelse i for eksempel ordblindeundervisning eller forberedende voksenundervisning. Indsatsen skal gennemføres af den kommunale ungeindsats og skal også gælde unge, der er i beskæftigelse. 

Målsætningen sigter dels mod et målrettet løft af de unge, der i dag hverken har tilknytning til uddannelse eller beskæftigelse. Dels sigter målsætningen mod, at de unge så vidt muligt skal have en uddannelse, mens de er unge. 95-procent-målsætningen målte forventet uddannelsesstatus 25 år efter grundskolen, hvilket vil sige, når de ”unge” var cirka 40 år. Den nye målsætning tydeliggør ambitionen om, at de unge skal gennemføre ungdomsuddannelserne, mens de er unge. I dag forventes 83 procent af de unge at opnå mindst en ungdomsuddannelse, inden de bliver 25 år.
Målsætningen ledsages af delmål, som giver en midtvejsstatus på målsætningens tiårige perspektiv.

Fakta

Siden 1990’erne har uddannelsespolitiske målsætninger været med til at sætte en retning for uddannelsespolitikken, herunder med målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have gennemført mindst en ungdomsuddannelse i 2015. I 1993 blev målsætningen formuleret under temaet ”Uddannelse Til Alle” (UTA). Dette fokus på alle unge skærpes med aftalen.

Spørgsmål/svar om uddannelsespolitisk målsætning

Hvorfor er ekspertgruppens anbefaling om en 100-procent-målsætning ikke fulgt?

Anbefalingen er fulgt med en målsætning, der rummer alle unge.

Målsætningen er formuleret anderledes, fordi det teknisk ikke er muligt at følge ekspertgruppens forslag. En ny registrering af erhvervskompetence opnået udenfor det ordinære uddannelsessystem vil kræve et stort bureaukratisk arbejde og det vil tage mange år før det vil kunne give udslag i profilmodellen, således at man kan sige noget om den andel af de unge, der forventes at opnå erhvervskompetence.

Hvorfor kan man ikke bare fortsætte med 95-procent-målsætningen?

Den tidligere 95-procent-målsætning skulle indfries i 2015. Målsætningen er således udløbet og blev med 92 procent næsten opfyldt. Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse anbefaler, at der bliver formuleret en ny uddannelsespolitisk målsætning. I overensstemmelse med ekspertgruppens anbefaling er der formuleret en ny målsætning, som rummer alle unge og som har et fokus på, at de skal opnå uddannelse mens de er unge.

Sidst opdateret: 24. oktober 2017